8. sep: Ledelse og det gode arbejdsliv

 

Den 8. september inviterer Vestjysk Lederforum sine medlemmer til en aften i Innovest med fokus på ledelse og det gode arbejdsliv. Vi får besøg af Henrik Stenmann, der vil holde foredrag om, hvordan man med en 4-dags arbejdsuge kan opnå øget arbejdsglæde, effektivitet og overskud. Efter en pause med forfriskninger vil Lisbeth Petersen fra LGP-Consult fortælle om, hvad virksomheden kan gøre for at øge det gode arbejdsliv - sætte fokus på hvad den enkelte kan gøre for at have energi og overskud, passe på sig selv og hinanden og ikke mindst work-life balance. 

En aften hvor du med garanti kan tage masser af god inspiration med hjem til din arbejdsplads.

 

Foredrag med Henrik Stenmann:

Hvordan kan en virksomhed nedbringe arbejdstiden med 20% og samtidig øge trivsel og omsætning?

Mange virksomheder i dag kan nikke genkendende til en hverdag med for mange ineffektive møder, for mange mails og forstyrrelser, der forhindrer medarbejderne i at udføre deres egentlige arbejde.
I 2014 besluttede det digitale bureau IIH Nordic sig for at gøre op med dette og undersøge, om det kan lade sig gøre at skabe en arbejdsplads, der både giver sine medarbejdere arbejdsglæde, giver plads til familien og skaber rum for faglig og personlig udvikling.

Efter fem år med målrettet transformation af arbejdsprocesser er missionen faktisk lykkedes. Virksomheden, der i 2017 indførte en 4-dages arbejdsuge, har sat omsætningsrekord, samtidig
med at medarbejdertilfredsheden er højere end nogensinde.

Foredraget byder på den inspirerende historie om IIH Nordics flerårige rejse mod en 4-dages arbejdsuge samt om de resultater, det har kastet af sig siden februar 2017.

I kan blandt andet se frem til at høre om:

• Idéen om en 4-dages arbejdsuge
• Første skridt til forandring med stor involvering
• Et opgør med mails, møder og forstyrrelser på arbejdspladsen
• De bedste værktøjer og metoder til at øge effektiviteten
• Resultater i bløde og hårde tal – hvordan forsvandt stress og nedbringelse af sygefravær med 50%
• Hvordan kommer I i gang med at lave egne forandringer som giver øget livskvalitet

 

Program:

Kl. 17.00 Henrik Stenmann – se omtale

Kl. 18.00 Pause med forfriskninger

Kl. 18.30 Lisbeth Petersen, LGP-consult

Kl. 19.30 Afslutning / spørgsmål

Kl. 19.45 Spisning

Kl. 22.00 Tak for i aften